Definition på projekt “som ringe i vandet” sendt i høring 1. februar 2016

Oplæg til udviklingsplan fra lokalrådet i Vonge-Kollemorten 
Arbejdet med en borgerdreven lokal udviklingsplan skal være med til at skabe et større sammenhold i lokalområdet, udpege udviklingsområder, samt definere hvad vi ønsker at være kendte for i vores område.
Vonge-Kollemorten området har afholdt udviklingsmøde onsdag d. 27.1. med omkring 75 deltagere, hvor 4 tema-områder blev debatteret i grupper.
Temaerne var
• Turisme, overnatning og attraktioner
• Styrkelse af fællesskab og frivillighed
• Kultur, byforskønnelse og fritid
• Tilflytning, bosætning og mobilitet
Ved mødet blev der, efter gruppearbejdet, givet point til de temaer, som deltagerne synes var vigtigst for udvikling af vores lokalområde.
Her blev punkterne med tilflytning og turisme topscorere, hvilket lokalrådet naturligvis tager til efterretning i forhold til prioritering af de kommende udviklingsopgaver.
Hvad kan vi selv gøre – kontra afhængighed af politiske beslutninger
Vi har, ud fra tanken om, at sætte flest mulige input i spil, valgt at se på hvilke tiltag vi selv kan gøre noget ved, og tage ejerskab for i hele lokalområdet.
Samtidig med har vi vurderet hvor der er mulighed for at søge nogle forskellige puljemidler, blandt andet ved Vejle kommune, som kan være med til at finansiere initiativerne (ansøgningsfrist 18. april 2016).
Derfor har vi valgt at lægge de 2 temaer med flest point sammen, så vi arbejder videre med såvel tilflytning som turisme, da vi mener der er en stærk sammenhængskraft i disse.
Specifikt var der et stort ønske om at arbejde med bustransport på mødet, det er dog noget lokalrådet allerede er i dialog med Vejle kommune om, der er givet høringssvar, og vi arbejder på at være med til at finde egnede løsninger i forhold til fremtidens transport.
Derfor har vi valgt ikke at udvælge dette som fokusområde for en specifik arbejdsgruppe, da succes-raten vurderes lav, i forhold til at gennemføre et projekt med synlige resultater allerede indenfor ca. 6 måneder.
Lokalrådet vil naturligvis til stadighed være opmærksomme på problemstillingerne omkring offentlig transport, og gøre opmærksom på det overfor Vejle kommune, specifikt i forbindelse med kommunens budgetlægning.
Emnet byggegrunde i såvel Kollemorten som Vonge var også et meget varmt emne, som bestemt er meget relevant. Vi talte efter mødet med repræsentanterne fra Vejle kommune om problemstillingerne, og de anbefaler os at være skarpe i forhold til nye lokalplaner, som skal vedtages i 2017.
Derudover er lokalrådet allerede i dialog omkring byggegrunde i hele vores lokalområde, så dette tema vil vi komme tilbage på.

Projekt ”som ringe i vandet” – udvikling i Vonge-Kollemorten
Lokalrådet har, som tidligere skrevet, valgt at arbejde med emner som vi selv kan tage ejerskab for i lokalområdet.
Derfor anbefaler vi nu, at projekt ”Som ringe i vandet” bliver omdrejningspunkt for den videre udvikling af vores lokalområde.
Vi tager udgangspunkt i tilflytning og turisme, da disse temaer supplerer hinanden godt. Tiltag der øger turismen vil for en stor dels vedkommende også gøre det mere attraktivt at bosætte sig i vores område, og derved være med til at øge tilflytningen. Ringene i vandet danner sig, jo mere vi kommer på landkortet og bliver en del af omverdenens og turisternes bevidsthed.
Figuren herunder viser, at vi ønsker at styrke tilflytning og turisme igennem en række tiltag, med forskellige overskrifter.
Tiltagene er fordelt, så der er nogen der tages via lokalrådet, mens andre er borgerdrevne projekter.
Ordene i figuren er taget fra udtalelser på udviklingsmødet.

Prioritering af input fra udviklingsmøde
Ud fra den forudsætning har lokalrådet noteret udviklingspunkter:
Udvikling af området ved Hærvejscentret, til glæde for såvel turister som øvrige brugere af Hærvejscentret
• Udvikling af området ved hal, skole, stadion i Vonge, til glæde for skole og idrætsliv, og måske turister (læskur ved multibanen)
• Finde muligheder for flere overnatningssteder i lokalområdet
• Styrke Hærvejsturismen – mange vandrere og cyklister kommer i området – de skal blive lidt længere (er måske potentielle tilflyttere)
• Etablere ”udlånestation” af cykler
• Synliggøre områdets kvaliteter i forhold til salg af såvel byggegrunde som boliger
• Udstykning af byggegrunde i hele lokalområdet (kommer i projektgruppe senere)
• Etablere cykelsti mellem Vonge og Kollemorten – måske som vandre/cykel/ridesti
• Udbygge samarbejdet mellem foreninger i hele lokalområdet
• Bedre opbakning til bestyrelserne i lokalområdet – fra hele lokalområdet
• Lave flere arrangementer på tværs af foreningslivet, for at styrke samarbejdet
• I højere grad støtte hinandens byfester
• Blive bedre til at bruge ”kalendermulighed” på hjemmesiden, så arrangementer ikke ligger samme dag
• Byfornyelse, vedligehold af huse skal højnes (renovering af huse)
• Samarbejde med kommunen om vedligehold i området (grønt hold er en mulighed, også finansiering)
• Blive bedre til at fortælle de gode historier fra hele lokalområdet
• Markedsføring af børnehave og skole
• Skabe bedre transportmuligheder også om lørdagen og til attraktioner (ligger i lokalrådet)
• Lave guidede ture i lokalområdet (for turister og lokale)
• Lave bedre skiltning at seværdigheder (Gudenåens udspring ved motorvej) (brug købmændene)
• Lave info-standere i begge byer – evt. ved købmændene (turisme, arrangementer mv.)
• Lave en app med seværdigheder, overnatning, spisesteder + evt. mere
• Lave ”flag-alle” gennem begge byer = sammenhold
• Sætte julebelysning op i området ved juletid
• Bruge de ”grønne pladser” og chikaner i vejene til kunst – skulpturer
• Finde mulighed for anvendelse af ”den gamle møllegrund” i Vonge (er privat ejet)
• Lave præsentationsfilm for området (og foreningerne)
• Lave fartdæmpende foranstaltninger i byerne (evt. fartbump)
• Finde egnede metoder til modtagelse af tilflyttere – skabe mere åbenhed
• Lave velkomstmapper til tilflyttere, som kan udleveres (evt. ved købmændene)
• Beskrive vores lokale historie, hvorfor er vi blevet ”som vi er” her i området
Lokalrådet anbefaler, at der i første omgang arbejdes med de 2 punkter der er markeret med fed skrift, da de kan være med til at styrke hele lokalområdet i forhold til turisme, og samtidig med styrke tilflytningen.
Vores anbefaling er samtidig med, at man i borgerforeningerne overvejer et væsentligt øget samarbejde (måske sammenlægning). Dette blandt andet fordi, indtægten fra udlejning af hytter mv. går til Kollemorten borgerforening, som også står for al udlejning i dag (kræver arbejde) – vi anbefaler, at det ligger centralt i lokalområdet, og ikke kun i en af byerne. Dermed vil det være naturligt, at den indtægt der kommer fremover, kommer hele lokalområdet til gode.
Efter mødet er følgende forslag noteret:
• Være en aktiv del af naturens dag (2. søndag i september) evt. koncert ved Gudenåen, eller historiefortælling
• Etablere ridestier i området
• Etablere mountainbike ruter i skovområderne ved Lindet krat/Kollemorten Krat eller andre steder
• Lave gps ruter i området til geo-caching
• Lave et slogan og et logo som kendetegner vores område
• Anerkende frivilligheden på en eller anden måde
• Etablere udendørs fitness
• Etablering af hundeskov
• Give mulighed for autocampere til at overnatte i vores område
• Anvendelsesmuligheder af den tidligere byggelegeplads i Vonge
Det ene udelukker ikke det andet
De anbefalinger der gives udelukker naturligvis ikke, at der er borgere der kan arbejde med andre vigtige opgaver, som de selv tager ejerskab for.
Dog er det vigtigt, at der er en ”rød tråd” i de tiltag der igangsættes, så der bør altid være information til/dialog med lokalrådet, inden igangsættelse af øvrige tiltag.
Ønsker nogen at arbejde med de tiltag der allerede er i gangsat i lokalrådet (busdrift og byggegrunde), så er det også en mulighed, man kan blot ikke regne med projektgrupper, hvor lokalrådet stiller personer til rådighed.
Specifikt omkring byggegrunde etableres der en gruppe efter kontakt med Vejle kommune omkring fornyelse af lokalplaner (tidsfrister mv.)
Giv høringssvar på dette oplæg
For at gøre det muligt for alle at blive hørt, ønsker vi fra lokalrådet at hele lokalområdets befolkning får mulighed for at komme med høringssvar på ovennævnte anbefaling, ikke dermed sagt, at alle forslag til ændringer kan imødekommes, men vil blive taget med i de videre overvejelser.
Har du kommentarer i forhold til ovenstående skal de således gives til mail osternykirkeweb@gmail.com eller i brev til Erna Storgaard, Kastanievænget 1, 7173 Vonge – senest d. 10. februar 2016, hvorefter lokalrådet vil komme med yderligere informationer om etablering af udviklingsgrupper.
Kommentarer via facebook og eventuelle andre medier medtages ikke i høringen.
I håbet om et godt udviklingsforløb i vores lokalområde
Med venlig hilsen
Lokalrådet for Vonge-Kollemorten
Erna Storgaard, Jørgen Mikkelsen,
Niels Bork, Else Marie Nissen, Hanne Nørtoft,
Marianne Nymann, Anita Thisgaard,
Jacob Lauritsen, Lone Hedegaard Hansen

Reklamer